Bliv Fængselsbetjent nu

Ansættelsesforhold

Fængselsbetjente ansættes i tjenestemandsstillinger, hvilket skiller sig positivt ud fra stort set alle andre ansættelser i både private og offentlige virksomheder.

Tjenestemandsstillingen giver dig en række fordele. Der er fx en høj grad af sikkerhed i din ansættelse samt en tryghed for ordnede arbejds- og lønforhold. Du har fx ret til fuld løn under barsel, sygdom og ferie. Du har også mulighed for at søge tjenestefri i op til 3 år og være sikker på genansættelse. Som tjenestemand indgår du desuden i en favorabel pensionsordning, der optjenes fra du er fyldt 25 år.

Som tjenestemand har du pligt til at møde på arbejde på en fridag, hvis du bliver beordret til det. Du har også pligt til at påtage dig de arbejdsopgaver, som du bliver bedt om, og du har ingen strejkeret.